Mange moderne børn elsker skærme, og derfor er det en god idé at følge lidt med i, hvad der er på de skærme. Her er en liste med 7 småbørns-apps af høj kvalitet til familiens tablet eller smartphone – og 1 som er lidt mere… skal vi sige alternativ?

Vi har fokuseret på apps med gode historier i.

 

1. Den store Strid

App’en DEN STORE STRID er en ramme-app, hvor du inde i app’en kan styre, hvilke bøger du vil købe fra et udvalg af Jakob Martin Strids bedste historier. Historierne er lavet som små animationer med højtlæsning til. Rigtig god til at skabe en stille stund med barnet.

Fra 2 år.
Gratis at downloade, men tilkøb er nødvendige for at få glæde af app’en – fra 35 kroner.
Fås til iOs og Android.

2. Ramasjang

I DR’s Ramasjang-app kan barnet se et udvalg af programmerne fra børne-tv-kanalen af samme navn, og så er app’en fuld af en masse sjove spil. Man kan også lytte til musik, få fortalt små historier og tegne.

Fra 3 år.
Gratis.
Fås til iOs og Android.

3. Hunden Ib

Hunden Ib er de mindstes yndlings-hundehelt kendt fra bøgerne skrevet af Peter Nordahl og tegnet af Rasmus Bregnhøi. I app’en kan barnet lege med Ib ved at kilde ham og fodre ham med pølser, og det kan spille forskellige spil, hvor Ib er på eventyr.

Fra 2 år.
Kan købes i en light version til 9 kroner, og den fulde app koster 25 kroner.
Fås til iOs og Android.

4. Wuwu og Co.

Flot historiefortællings-app hvor de digitale muligheder er godt udnyttet. App’en indeholder 5 forskellige historier, hvor barnet kan deltage i handlingen – for eksempel ved at ryste tabletten, så der drysser sne ned fra træerne i historien. App’en har vundet flere priser.

Fra 4 år.
Set til 49 kroner.
Fås til iOs og Android.

5. Sangbog

En app med de klassiske børnesange fra Gyldendals store sangbog for de små – for eksempel Der bor en bager og Hist hvor vejen slår en bugt. Du kan både spille sangene kun med musik, hvor du selv synger, eller afspille dem med både med sang og musik.

Fra 0 år.
Gratis med mulighed for tilkøb i app’en – fra 25 kroner.
Fås til iOs.

6. Hokus pokus Alfons Åberg

Sjovt spil, hvor barnet kan hjælpe alletiders Alfons Åberg med at løse forskellige udfordringer. Målet med spillet er at bygge en høj træhule med Svipper, men for at nå dertil må Alfons også hjælpe sin far med at lave mad, danse, synge og gå på skattejagt.

Gratis light version, den fulde app koster 45 kroner.
Fra 4 år
Fås til iOs og Android.

7. Lego Duplo Animals

Lego har en lang række apps til børn i flere aldre. Lego Duplo Animals er blandt deres apps til de allermindste. Barnet skal hjælpe to Duplo-dyr, en kanin og en giraf, på deres rejse hen til deres ven, en bjørn, der skal vækkes fra sit hi. Sød og sjov byg selv-historie.

Fra 2 år
Gratis.
Fås til iOs og Android.

Og den vi ikke selv ville gide…

8. Hold the button

Ja, det hele ligger egentlig i navnet. Hold the button er et spil, hvor målet er, at du længst muligt trykker på en knap, der vises på skærmen. Når du slipper den virtuelle knap, er spillet slut. Kan kun anbefales til børn og voksne, der gerne vil kede sig, eller som man vil give en skærmtidslærestreg.

Fra 3 år
Gratis.
Fås til iOs og Android.

DEL
Julie Marstrand
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«