Den australske duo bestående af forfatter Andy Griffiths og illustrator Terry Denton laver bøger, der er som taget direkte ud af børns hedeste drømme. For hvem ville ikke gerne bo i verdens vildeste træhule?

Træhule-serien har opløftet hvad nu hvis-legen til højeste potens. Hvad nu hvis vi boede i en træhule? Orv, ja! Og hvad nu hvis det var en 13 etagers træhule med swimmingpool, katte der kan flyve, og en skumfidusmaskine, der automatisk skyder skumfiduser ind i munden på én? Ja, ja, ja!

Bøgerne vil gøre læseren stakåndet og lukke munden på enhver nej-siger. Realismen er sat fuldstændig på standby, og i stedet får man barnets bedste fantasier for fuld udblæsning.

Andy Griffiths og Terry Dentons serie om drengene Andy og Terry har taget hjemlandet Australien med storm, og træhule-bøgerne (der indtil videre tæller 6 på originalsproget) har vundet både priser og er nogle af de hurtigst sælgende bøger Down Under nogensinde.

Og det er let at forstå hvorfor. Det er sjældent at opleve en forfatter og en tegner, der er i så nær kontakt med det indre barn, der slår sig på lårene af grin over, hvad der kun kan beskrives som fuldstændig fjollede indfald.

Fans af WIMPY KID-bøgerne vil med al sandsynlighed også falde for Andy og Terrys tosserier. Så længe de husker at passe på nær bassinet med menneskeædende hajer og i De Fortabtes Labyrint, der er så kompliceret, at ingen, der er gået ind, nogensinde er kommet ud igen. Den slags farlige ting er der nemlig (selvfølgelig) også i mange-etagers træhuler.

Dette er de første to bøger i serien oversat til dansk af Kasper Hoff.


En træhule på 13 etager
af Andy Griffiths
Udgivet d. 20. september 2016
Fra 8 år
KØB BOGEN

 

 


En endnu større træhule på 26 etager
af Andy Griffiths
Udgivet d. 20. september 2016
Fra 8 år
KØB BOGEN

 

DEL
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«