LILLA OG LØVE er en ny serie til de alleryngste læsere af den kendte tegneserieforfatter StineStregen. Pigen og katten er bedste venner, men må også lære, at selv de bedste venner ikke altid er enige.

I første bog får Lilla en kat i fødselsdagsgave, hvilket er aldeles vidunderligt. Hendes helt egen kat, som hun kan bestemme over og kalde lige, hvad hun vil … tror hun. Men katten slår hurtigt fast, at den hedder Løve, og det må Lilla så lære at leve med, hvis de skal være venner.

I anden bog finder makkerparret ud af, at de er forskellige. Lilla er bange for edderkopper, og Løve er bange for støvsugeren. Så beslutter de, at de ikke er bange for noget som helst og klatrer op i et højt træ. Og hvad gør man så oppe i et træ, hvis man er en lille smule bange alligevel?

LILLA OG LØVE er små hverdagsfortællinger, der med humor og sympati cirkler om, hvad barnet kan bestemme selv, og hvad det må lære, at det ikke kan kontrollere.

Bag navnet StineStregen er tegneserieforfatter og illustrator Stine Spedsbjerg (f. 1980). Spedsbjerg er vokset op i Askov i Sydjylland og er i dag bosat i København. Hun har flere gange været nomineret til tegneserieprisen Pingprisen og blev i 2016 udnævnt til Årets Bladtegner.

De to bøger om LILLA OG LØVE er StineStregens debut som børnebogsforfatter. Løve er baseret på Spedsbjergs egen kat, hvis eventyr man kan følge på Instagram på profilen @stinestregen. Læs mere om forfatteren på strictlystine.com.


Lilla og Løve
Af StineStregen
Udgivet d. 20. marts 2017
Fra 1 år
KØB BOGEN

Lilla og Løve er (ikke) bange for noget
Af StineStregen
Udgivet d. 20. marts 2017
Fra 1 år
KØB BOGEN

 

DEL
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«