Det er svært at holde styr på alle de gode bøger, der udkommer. Her er 7 børnebøger fra første halvdel af 2016, som vi mener, er mustreads for de 3-7-årige.

1. Vitello bygger en afskyelig snemand

Fra: “Vitello bygger en afskyelig snemand” / Illustration: Niels Bo Bojesen

Vitello er elsket af børneboglæsere for sine spilopper og skæve ideer. I denne 18. bog i serien er der faldet sne på rækkehusene ved ringvejen. Vidunderlig, hvid sne. Derfor skal der bygges en snemand, og det skal ikke være en lille, fin én af slagsen. Det kan Mor godt glemme alt om. Endnu en dejlig Vitello-bog til samlingen.


Vitello bygger en afskyelig snemand
af Kim Fupz Aakeson
Illustrator: Niels Bo Bojesen
Udgivet d. 15. januar 2016
Fra 5 år
KØB BOGEN

 


 

2. Hittegods

Hittegods
Fra “Hittegods”

En pingvin dukker op på en drengs dørtrin. Hvad vil den? Drengen synes, den ser trist ud. Måske er den blevet væk hjemmefra? Drengen beslutter sig for at hjælpe den med at finde hjem, og det bliver en rejse, der ender på Antarktis. Men måske var pingvinen slet ikke blevet væk. Måske ledte den efter noget andet. En sød historie om uventede venskaber.


Hittegods
af Oliver Jeffers
Udgivet d. 25. februar 2016
Fra 3 år
KØB BOGEN

 

 


3. Stormhvalen

Fra: “Stormhvalen”

Louie bor med sin far ved kysten, og når faren tager på arbejde i sin fiskerbåd, er Louie alene hjemme. Efter en voldsom storm skyller en lille hval op på stranden, og Louie ved, at han må handle hurtigt, hvis han skal nå at redde hvalen. Han tager den med hjem i badekarret, men hvad vil der ske, når Louies far opdager hvalen? En rørende historie om ensomhed og familieliv.


Stormhvalen
af Benji Davies
Udgivet d. 25. februar 2016
Fra 3 år
KØB BOGEN

 


4. Den store bog om Peter Pedal

Peter Pedal

Margret og H.A. Reys originale historier om verdens nysgerrigste abe. Peter Pedal fylder 75 i år, og det fejrer vi med denne lækre udgivelse med lærredsryg, der indeholder de seks oprindelige historier om Peter Pedal – inklusiv selvfølgelig den, der gav den lille abe sit danske navn, nemlig da Peter Pedal får en cykel. Klassiske historier, der stadig er ligeså sjove i dag, som da den første udkom i 1941.


Den store bog om Peter Pedal
af Margret og H. A. Rey
Udgivet d. 1. marts 2016
Fra 3 år
KØB BOGEN

 

 


5. Græd blot hjerte …

Fra: “Græd blot hjerte” / Illustration: Charlotte Pardi

En vigtig bog om, når børn mister. Fire børn sidder samlet i køkkenet, da Døden kommer efter deres farmor, der ligger syg i sin seng på husets førstesal. Børnene serverer kaffe for Døden i håb om, at han ender med at glemme sit ærinde. Det gør han ikke, men han fortæller dem en historie om, hvorfor døden er en del af livet, og sorgen en del af glæden.


Græd blot hjerte …
af Glenn Ringtved
Illustrator: Charlotte Pardi
Udgivet d. 18. april 2016
Fra 5 år
KØB BOGEN

 


6. Vinden i piletræerne

Fra: “Vinden i piletræerne” / Illustrator: David Roberts

De smukkeste historier fra flodbredden, hvor Tudse, Vandrotten, Muldvarpen og Grævlingen har deres eventyr. Det er engelsk humor i spandevis og skønne skildringer af naturen og dyrelivet. Kenneth Grahame har skrevet denne perle fra 1908, der nu er udkommet i en ny udgave med flotte illustrationer af David Roberts. En ægte klassiker til børnebogreolen.


Vinden i piletræerne
af Kenneth Grahame
Illustrator: David Roberts
Udgivet d. 18. maj 2016
Fra 6 år
KØB BOGEN

 


7. Jeg elsker dig hest!

Fra: “Jeg elsker dig hest!”

En børnebog som dyreelskere ikke vil kunne stå for. Den lille pige Stine løber væk hjemmefra og møder en hest. Og fra det øjeblik er der intet, hun ønsker sig mere, end at hesten bliver hendes allerbedste ven. Hesten er dog ikke nødvendigvis med på den idé. Faktisk bider den knappen af Stines jakke, vender ryggen til hende og går. Nu er gode råd dyre. Hvordan bliver man venner med en hest?


Jeg elsker dig hest!
Af Zenia Johnsen & Stine Spedsbjerg
Udgivet d. 19. maj 2016
Fra 2 år
KØB BOGEN

 

 


 

Hvis du er sulten efter endnu flere gode børnebøger (og ja, der findes mange flere), så følg os på facebook, hvor børnefamilier altid kan hente frisk inspiration til højtlæsningen.