Kim Fupz Aakeson undersøger undergangen – og ikke mindst begyndelsen.

»Det meste ligger øde. Meget er i stykker. Der er en dreng, han hedder Jack. Jack er dygtig med sine hænder. Det sagde alle de voksne, dengang man stadig snakkede om den slags.«

Sådan indleder Kim Fupz Aakeson sin postapokalyptiske fortælling om en Jord, der ligger øde, en verden uden voksne. Sammen med pigen Melissa beslutter Jack at bygge et hus, og før de ved af det, har de også bygget verdens første »vi«.

Titlen, DET HUS JACK (OG MELISSA) BYGGEDE, refererer til den britiske folkevise This Is the House That Jack Built fra det 18. århundrede, der lige som gamle danske viser som for eksempel Husbonden sender Lasse ud og Langt ud i skoven lå et lille bjerg fortæller små historier, hvor den ene linje tager den næste og bygger ovenpå.

For Kim Fupz kommer inspirationen til bogens titel dog ikke fra selve visen, men fra en af de talrige kilder i både bøger og musik, der gennem flere hundrede år har fortolket den. Nemlig den amerikanske sangerinde Aretha Franklins indspilning af soul-sangen The House That Jack Built fra 1968.

»Jeg har bare altid syntes, at det var en mega-sej titel. Faktisk startede hele idéen til bogen med, at jeg ville lave en tekst, der kunne lægge sig op af den (plus Melissa),« siger forfatteren.

Til slut i bogen begynder det at regne, og det viser sig, at Jack og Melissa til deres held slet ikke har bygget et hus alligevel …


Det hus Jack (og Melissa) byggede
Af Kim Fupz Aakeson
Illustreret af Lilian Brøgger
Udgivet d. 15. maj 2017
Fra 7 år
KØB BOGEN

 

DEL
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«