Prøv en af kageeventyrer Tobias Hamanns sjove opskrifter fra hans bagebog KLASSISK TOBIAS. Sådan laver du skumfidus-fletninger.

Opskriften giver tre lange fletninger, og hvis du deler portionen i tre, kan du lave fletninger i flere farver. Perfekt til både den glade slikspiser og fletteentusiasten.

Sommertip! Du kan også tage lidt af fidusmassen fra og lave skumfiduser til pind, som I kan riste ved grillen eller over bål.

Skumfifusfletninger_1
© Freefoodphotos // CC

Det skal du bruge

Opskriften er til tre fletninger à ca. 50 cm.

SKUM
3½ blad husblas
150 g sukker
1 vaniljestang, kornene fra
90 g vand eller frugtsaft/te/kaffe (hvis det skal have effekt på smag og farve, må det være meget koncentreret, f.eks. espressokaffe eller ingefær presset i saftpresser)
70 g æggehvider

DESUDEN
1 sprøjtepose med stor rund tylle
Flormelis til at strø på bordet

Skumfifusfletninger
Fra: “Klassisk Tobias”

Sådan gør du

Trin 1

Læg husblassen i blød i rigeligt med koldt vand i ca. 30 minutter. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og pres dem sammen med en anelse af sukkeret med den flade side af en kniv.

Trin 2

Opvarm sukker, vaniljekorn og væske i en gryde, til de er 140° – anvend et sukkertermometer.

Trin 3

Pisk æggehviderne luftige i en separat skål. De skal ikke piskes alt for stive. Når sukkermassen er nået til 145°, hældes den i en tynd stråle ned i hviderne, imens der fortsat piskes.

Trin 4

Smelt den udblødte husblas i en gryde ved meget lav varme. Når det er smeltet, så kom det i den lune marengs. Pisk marengsen i 15 minutter.

Trin 5

Kom skummet i en sprøjtepose med en stor, rund tylle. Afkøl skummet en smule.

Trin 6

Drys flormelis ud over et langt bord (eller kakaopulver for et chokolade-look).

Trin 7

Sprøjt ni lange baner af skum ud i melissen (ca. 80 cm lange baner) med en anelse mellemrum, så de ikke klistrer sammen. Lad dem sætte sig i et kvarter. Rul dem i flormelissen, så de dækkes af sukkeret og ikke klistrer.

Trin 8

Tag tre baner skum, og lav fletninger ved at folde de yderste baner ind over den midterste bane, til en fletning er dannet.

Velbekomme!


Klassisk Tobias
af Tobias Hamann
Udgivet d. 6. november 2015
KØB BOGEN
DEL
Julie Marstrand
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«