En forælders opmærksomhed og en tiltrængt kammerat kan forandre alting for et barn. Ensomhed, kærlighed og venskab er i fokus i to internationalt anerkendte børnebøger.

I HITTEGODS af Oliver Jeffers dukker en pingvin op på en drengs dørtrin. Den ser trist ud. Måske er den blevet væk hjemmefra? Drengen beslutter sig for at hjælpe den og tager på en rejse, der starter på hittegodskontoret og ender – efter en stormomsust sejlads i robåd – på Sydpolen, hvor han siger farvel til pingvinen.

Men nu er det trist at være alene. »Der var ingen grund til at fortælle historier længere, for nu var der ikke nogen til at lytte til dem. Der var kun vinden og havet.« Kan drengen og pingvinen finde hinanden igen?

HITTEGODS er skrevet af den prisvindende Oliver Jeffers, der er kendt og elsket over hele verden. Også i Danmark fik hans bog DET ER MIN ELG fra 2013 glimrende anmeldelser.

Hittegods
Fra “Hittegods” / Illustration: Oliver Jeffers

STORMHVALEN af Benji Davies har også en lille dreng som hovedperson. Louie bor ved kysten med sin far, der er fisker og væk hele dagen. Efter en voldsom storm finder Louie en lille, strandet hval. Hvad nu? Han fragter hurtigt hvalen hjem på sin trækvogn og putter den i badekarret.

Men hvad sker der, da Louies far kommer hjem og opdager den lille hval?

STORMHVALEN beskriver i velvalgte ord og maleriske panoramaer af kysten Louies verden, hvor han er alene. I mødet med hvalen bliver stilheden og tomheden brudt, og både Louie og faderen opdager et liv sammen, de ikke tidligere kendte.

Benji Davies bliver beskrevet som et stjerneskud på børnelitteraturens himmel, og den prisvindende STORMHVALEN er en verdenssucces, udgivet i over 30 lande.


HittegodsHittegods
af Oliver Jeffers
Udgivet d. 25. februar 2016
Fra ca. 3 år
KØB BOGEN

 

 

Stormhvalen
af Benji Davies
Udgivet d. 25. februar 2016
Fra ca. 3 år
KØB BOGEN
DEL
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«