Måske er den mest almindelig form for prinsesse den, Disney-koncernen har vist os i over et halvt århundrede. Men der findes mange andre slags.

Finske Sanna Manders lille datter skulle have briller. Det havde datteren i og for sig ingen problemer med – altså bortset fra ét. Prinsesser har jo ikke briller, vel? Mander fortæller:

»Vi kom frem til, at en del prinsesser sikkert bruger kontaktlinser, men selvfølgelig kan selv prinsesser have dårlige øjne – præcis som alle andre. Så begyndte vi at tænke over, om der mon findes prinsesser, som går med bukser? Selvfølgelig gør der det! Ligesom der findes lodne prinsesser, bittesmå prinsesser og prinsesser med filtret hår.«

Derfor har Sanna Mander skabt denne originale malebog til alle børn, der elsker prinsesser. Der er en picassoprinsesse, en drengeprinsesse og en rumprinsesse – i alt 50 forskellige fantasifulde prinsesser. Tilmed har et par af virkelighedens prinsesser også sneget sig med, og børnene kan således farvelægge for eksempel Grace Kelly og Nefertiti.

Sanna Mander er prisvindende grafisk designer og illustrator. Hendes muntre billeder minder om 1960’ernes katalog-illustrationer, men med et nutidigt twist. Hun har lavet illustrationer til medier som New York Magazine og virksomheder som Volkswagen.

Se flere af Manders værker her.


Prinsessemalebogen
af Sanna Mander
Udgivet d. 3. oktober 2016
Fra 2-5 år
KØB BOGEN

 

 


DEL
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«