Det er en stor ting at begynde i skole – både for barnet og dets forældre. Det er umuligt at undgå sommerfugle i maven, men det er også fint, så længe barnet føler sig nogenlunde klar til al det nye.

Vi har lavet en lille skolestartsguide med udgangspunkt i Tove Krebs Langes billedbog MAX OG BELLA SKAL BEGYNDE I SKOLE. I bogen skal hundene Max og Bella begynde i nulte klasse. De gennemlever de bekymringer, børn kan have, og leger skole, så de er godt forberedte.

Her er 4 almindelige bekymringer, et barn kan have inden skolestart, og hvad du kan gøre ved dem.

1. Hvad skal man i skolen, og hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det?

Frygten for det ukendte er noget, vi alle kender til. Du kan hjælpe dit barn ved at afmystificere, hvad der skal foregå. I kan besøge skolen på forhånd, og du kan gennemgå indholdet af barnets penalhus med det: Hvad bruges blyanten, saksen og viskelæderet til? Mind også barnet om, at man netop skal i skole for at lære noget. Derfor behøver det ikke kunne det hele i forvejen.

2. Hvad hvis læreren skælder ud, eller hvis de store børn driller?

Skolestart-2

Det er en god idé at tale sammen med læreren sammen med dit barn. Du viser barnet, at det ikke behøver frygte den nye voksne. Snak også med dit barn om, at det netop kan sige det til en voksen, hvis der er nogen, der driller, eller hvis barnet bliver nervøs ved de større børn på legepladsen. Gør det klart for dit barn, at det ikke er alene, hvis der er konflikter i skolen.

3. Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at komme på toilettet selv, eller binde mine snørebånd?

Skolestart-3

Børn kan også bekymre sig om de dagligdags ting, de måske endnu ikke er helt trygge ved at gøre selv. Det kan typisk være spørgsmål som: Hvad hvis jeg ikke kan finde på toilettet selv, og hvad hvis jeg ikke kan holde mig i timen? I kan tale om og øve sådanne ting inden skolestart, hvis det er kilde til bekymring for dit barn. Det samme gælder ting som at binde snørebånd og tage jakke og skoletaske af og på.

4. Jeg kan ikke bogstaverne, tallene, dagene eller formerne. Hvad nu?

Skolestart-4

Der er mange gode skolelege, du kan lege med dit barn inden skolestart. Du kan lære dit barn at genkende bogstaverne i sit eget navn, og du kan lære det at tælle til 20 eller mere. I kan også lege med klodser og tale om deres forskellige former og farver, eller træne dage og måneders navne og rækkefølge. Det er alle ting, som dit barn nok vil synes er sjovt, og som vil ruste det til skolens første udfordringer.

God skolestart!


Max og Bella skal begynde i skole
Tove Krebs Lange
Udgivet d. 4. marts 2016
Fra 5 år
KØB BOGEN

 

 

DEL
Julie Marstrand
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«