Kim Leine skriver sig med sin første børneroman ind i den nordiske tradition for at tillade sorg og mørke i historier til børn. Og læseren skal fortælle med på historien, ellers er det ikke til at vide, hvordan den ender…

Skovpigen Skærv bor med sin far, mor og lillebror i Navneskoven uden for byen Durm. De lever et liv i pagt med naturen, og de er lykkelige. Men mørket lurer i baggrunden. En pest hærger landet, og byboerne dør på stribe. Landets fyrste indkalder alle de raske skovfolk til at bygge et slot – og det er et af den slags tilbud, man ikke kan sige nej til …

Pludselig er Skærv alene i skoven. Helt alene.

»Det er skrækken og drømmen for et barn,« siger Kim Leine, der kalder sin bog en road-novel og nævner så forskellige inspirationskilder som Neil Gaimans Coraline, Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte og Frændeløs af Hector Malot.

Mod slutningen af bogen beslutter Skærv sig for at rejse over havet til, hvad hendes forældre kalder, den anden side. Og pludselig sker noget, der vender op og ned på alting. Er Skærv overhovedet Skærv, en pige fra skoven? Eller hedder hun Magnus, og er hun meget syg?

Igennem hele bogen åbner fortælleren, der måske hedder Gud, op for, at børnelæserne digter med. De fleste kapitler indledes med en lille beskrivelse af, hvad der nu vil ske, eller måske ske, hvis barnet eller Gud vil det. Kan en hovedperson for eksempel dø? Kan Skærv dø? Vil Magnus dø?

Bogen er illustreret af Peter Bay Alexandersen, vinder af Blixenprisen som årets illustrator.


Skovpigen Skærv
af Kim Leine
Illustrator: Peter Bay Alexandersen
Udgivet d. 31. oktober 2016
Fra 7 år
KØB BOGEN

 

 


DEL
Julie Marstrand er kulturjournalist og ansat i Gyldendal Børn & Unge: »Det bedste ved børnebøger er, at de skærer helt ind til benet og fortæller om livets underfundighed, mørke og kærlighed uden at komme med undskyldninger, eller hvirvle sproget ind i alt muligt ruskomsnusk. Børnebøger taler til hjertet – også på voksne.«